En tur på hospitalet…

I onsdags slappede jeg i sengen med lidt netflex på computeren (Orange County) inden pigerne skulle ankomme med skolebussen 30 min efter. Pludselig fik jeg kæmpe kramper i mave og ryg – fuldstændig som om ALT luften blev klemt ud af mig. Jeg hev desperat men uden megen held efter vejret. Jeg har prøvet noget lignende 2 gange før, hvor den første var hjemme i Danmark i februar sidste år. Der blev jeg også indlagt og fik et ordentligt skud morfin (som hjalp). For 2-3 måneder siden var jeg i poolen hernede og kunne også der mærke samme “pressende” fornemmelse uden det blev til helt slemme vejrtrækningsproblemer dog.

I onsdags var den helt gal, og jeg nåede at tænke ”PIS nu kommer der en tur igen”! Gik hurtigt ud på badeværelset og slugte 2 panodiler i håb om, at det ville hjælpe. Jeg gik rundt inde i soveværelset og prøvede at styre min vejrtrækning, men det hjalp ikke. Efter 5 min. Blev jeg bange, og jeg skrev til Lily (vores hjælper). Da jeg normalt aldrig skriver til hende, når vi begge er hjemme, kom hun flyvende op af trapperne. Hun gik helt i panik, da hun så mig hive efter vejret og ringede efter en ambulance. Mens vi ventede gik hun rundt efter mig og nussede mig på ryggen og viftede med en papirspose foran mig. Jeg nænnede næsten ikke at “vifte” hende væk, selvom det faktisk var pisse irriterende…

Ambulancen kom – 4 mænd høj! Ind i stuen, hvor de straks gik i gang med for meget snak og undersøgelser og alt for lidt smertestillende. De fik mig ned i ambulancen, og ikke om der stod en ”lokal” dame, som tog billeder af mig på vej ind i ambulancen… WTF??? Kunne jeg snakke havde det ikke været pæne gloser, der var sendt i hendes retning! Vi kom afsted, men det tog 100 år at komme frem, for hernede stopper trafikken ikke for ambulance med udrykning, og ambulancen må ikke køre over for rødt!?

Vi ankom og jeg blev kørt ind på noget, der fuldstændig lignede en scene fra Skadestuen. Om bag et gardin og blev tjekket af læger og sygeplejersker. Jeg begyndte at blive ret emotionel, fordi jeg var alene så langt væk fra Danmark. Efter lidt tid fik de ENDELIG givet mig drop i armen med smertestillende – smerten forsvandt!, og jeg kunne trække vejret normalt igen. DEJLIGT! Jeg blev røntgenfotograferet, fik taget blodprøver osv. Efter et par timer, lå jeg stadig der uden at vide, hvor Lily var (hun var kørt med i ambulancen). Det fik jeg stress over for nu kunne jeg jo trække vejret igen! Jeg kravlede ned af min seng med væske fastspændt til hånden og begyndte at gå ned mod lægen. En sygeplejerske stoppede mig “Yes madam – the toilet is this way”. “Oh I just want to talk to the doctor”.. “Oh no madam, you have to go to your bed NOW.”Nuvel – jeg hoppede op i sengen igen.

Da lægen kom sagde jeg, at jeg ville hjem.. De kunne ikke finde årsagen til anfaldet andet end at mit levertal var forhøjet. Det skal jeg have tjekket senere, men jeg fik lov at slippe og fandt Lily som pænt sad og ventede udenfor. Jeg havde meget travlt med at finde en taxa og komme hjem til mine piger, som blev passet af naboen imens. Pigerne fik et stort kram og kys da jeg så dem!!! Man får virkelig perspektiveret, når man er igennem sådan en omgang – jeg fik sagt til mig selv nogle gang, at bare vi har hinanden og godt helbred er alt andet ligegyldigt.

Camilla ❤️